Grillens historie – Fra amerikansk baghave til dansk folkeeje

Grilltips.dk

20. juli 2026

Grillens historie er fascinerende, og her vil vi forsøge at fortælle de vigtigste historier fra grillen udbredelse i det tyvende århundrede.

Denne artikel er ikke skrevet i samarbejde med eksterne sponsorere og vi er ikke sponsoreret af nogle af de nævnte producenter.  Artiklen er skrevet som information, baseret på faktuelle referencer og skal udelukkende læses som en beskrivelse af grillens “fødsel” og historie. 

Fra glødende kul til verdens mest populære måde at lave mad på

Hvis man spørger danskerne, hvad der hører sommeren til, vil de fleste nævne sol, kolde drikke og duften af en grill, der langsomt bliver varm på terrassen. I dag er grillen blevet en naturlig del af vores hverdag. Millioner af mennesker tænder hvert år op i kulgrillen, gasgrillen eller pelletgrillen uden at tænke over, hvorfor grillen egentlig ser ud, som den gør. De færreste ved, at den moderne grill faktisk kun er omkring 70 år gammel.

Det var nemlig først i begyndelsen af 1950’erne, at en amerikansk svejser fik en idé, der skulle revolutionere udendørs madlavning over hele verden. Den idé blev til den ikoniske kuglegrill, og siden da har grillmarkedet udviklet sig eksplosivt. Historien om grillen handler derfor ikke kun om ild og mad. Den handler om efterkrigstidens optimisme, parcelhuse, familieliv, amerikansk kultur og en opfindelse, der for altid ændrede måden, vi laver mad udendørs på.

Hurtige fakta om grillens historie

  • Den moderne grill opstod i USA efter Anden Verdenskrig.
  • George Stephen opfandt den første Weber-kuglegrill i 1952.
  • Kuglegrillen blev udviklet ud fra en stålbøje til søfarten.
  • Weber gjorde grillen til en verdenssucces i 1950’erne og 1960’erne.
  • Grillen kom for alvor til Danmark i slutningen af 1960’erne.
  • Den største vækst i Danmark kom i 1980’erne og 1990’erne.
  • I dag findes der kulgrill, gasgrill, pelletgrill, kamado-grill, røgovne, elgrill og pizzaovne.

Grill før grillen

Mennesker har selvfølgelig tilberedt mad over ild i tusindvis af år, men det var ikke grillning, som vi kender den i dag. I begyndelsen af 1900-tallet blev mad over ild primært lavet på:

  • bål
  • åbne ildsteder
  • murede udendørs pejse
  • støbejernsovne
  • brændekomfurer

Skulle man stege et stykke kød udenfor, foregik det oftest over en åben ild. Problemet var, at varmen var svær at styre, flammerne ramte kødet direkte og røgen blæste alle vegne. Kul faldt ned, og regn eller blæst kunne ødelægge hele middagen. Netop derfor fandtes der faktisk ikke nogen “perfekt grill” i første halvdel af det tyvende århundrede.

USA blev grillens fødeland – det kan vist ikke diskuteres!

Hvis ét land kan kaldes den moderne grills fødested, er det uden tvivl USA. Det skyldtes flere ting, som skete næsten samtidig.

Amerikanerne fik mere fritid og der kom Nationalparker og picnic

I begyndelsen af 1900-tallet voksede den amerikanske middelklasse hurtigt. Industrialiseringen gjorde, at flere fik faste arbejdstider. Samtidig begyndte Henry Ford og andre store virksomheder at indføre kortere arbejdsuger og højere lønninger. Pludselig havde millioner af familier tid til weekender, og når man havde fri, ville man ud.

Fra 1920’erne begyndte amerikanerne at tage på picnic. Nationalparker skød op over hele landet og her opstillede myndighederne simple kulfyrede grillstationer støbt i beton eller stål. Det var første gang, mange amerikanere oplevede, hvor hyggeligt det var at lave mad udenfor. Her blev de første frø sået til den grillkultur, vi kender i dag.

En anden vigtig årsag var trækul. Tidligere havde kul været relativt dyrt, men i 1920’erne og 1930’erne begyndte masseproduktionen af grillkul. Et af de mest kendte navne blev Kingsford Charcoal. Interessant nok havde Henry Ford også en finger med i spillet. Hans bilfabrikker producerede enorme mængder træaffald og i stedet for at smide resterne væk blev de omdannet til grillkul. Dermed blev kul billige nok til, at almindelige familier kunne grille hjemme i haven. Det gjorde udendørs madlavning langt mere tilgængelig for den voksende middelklasse.

Efterkrigstidens villahaver ændrede alt

Da Anden Verdenskrig sluttede i 1945, ændrede USA sig dramatisk. Millioner af soldater vendte hjem og der blev bygget enorme villakvarterer. Familier flyttede ud af storbyerne. Husene havde noget helt nyt, nemlig en baghave og for første gang havde millioner af familier deres eget grønne område, hvor børnene kunne lege, og hvor man kunne spise aftensmad under åben himmel. Det var her, grillen fandt sit naturlige hjem.

Men grillene var elendige……

Der fandtes ganske vist grill før Weber, der skulle ende med at revolutionerer hele konceptet. Problemet var bare, at de fungerede dårligt.

De fleste var:

  • åbne kulbakker
  • murede pejse
  • metalbakker uden låg

Maden blev ofte brændt på ydersiden og rå indeni. Blæsten gjorde temperaturen ustabil. Regn kunne ødelægge hele aftenen. Flammer fra fedtdryp satte let ild til kødet. Kort sagt manglede verden en grill, der kunne styre varmen. Den person, der løste problemet, arbejdede slet ikke med grill. Han byggede bøjer……..

George Stephen – manden der ændrede grillhistorien

George Stephen arbejdede hos virksomheden Weber Brothers Metal Works uden for Chicago. Virksomheden fremstillede store stålbøjer til søfarten. Hver bøje bestod af to halvkugler, som blev svejset sammen. George Stephen var svejser og han kendte stålets egenskaber bedre end de fleste. Privat elskede han at grille, men han hadede de åbne grill, der fandtes dengang. Han oplevede præcis de samme problemer som alle andre amerikanere. Flammer, vind, aske, brændte bøffer og utilberedt mad. Efter endnu en mislykket grillmiddag begyndte han at tænke……der måtte findes en smartere løsning.

En bøje blev til verdens mest berømte grill

En dag kiggede George Stephen på en halvkugle, der skulle bruges til en søbøje og han fik en idé. Han skar kuglen over, monterede tre ben, satte et håndtag på og han lavede et luftspjæld. Og vigtigst af alt…….han satte et låg på.

Det lyder banalt i dag, men låget ændrede alt. Nu kunne varmen cirkulere omkring maden og vinden påvirkede ikke længere temperaturen i samme grad. Flammerne blev dæmpet, og maden blev tilberedt langt mere jævnt. Det var første gang, almindelige mennesker kunne grille med præcis temperaturkontrol. Den første Weber Kettle var født i 1952.

Hvorfor kugleformen var genial

Mange tror, at kugleformen blot var et designvalg. Virkeligheden er, at formen løste en lang række tekniske problemer. Den runde form gjorde, at varmen fordelte sig jævnt. Låget fungerede næsten som en varmluftsovn. Luftspjældene kunne regulere ilttilførslen og dermed kunne brugeren styre temperaturen med en præcision, man aldrig tidligere havde oplevet. Det gjorde det pludselig muligt ikke kun at grille pølser og bøffer, men også hele kyllinger, stege og større kødstykker ved indirekte varme – en teknik, som stadig er grundlaget for moderne kulgrillning.

En opfindelse, der kom på det helt rigtige tidspunkt

George Stephens grill var genial, men timingen var næsten endnu bedre. Amerikanerne havde netop fået:

  • parcelhuse
  • biler
  • fritid
  • baghaver
  • penge
  • lyst til at invitere naboerne på middag

Den nye kuglegrill passede perfekt ind i den amerikanske drøm. Grillen blev hurtigt mere end et redskab. Den blev et symbol på fællesskab, sommer og familieliv. I løbet af få år begyndte Weber at sælge grill over hele USA, og fundamentet var lagt for det, der senere skulle udvikle sig til verdens mest kendte grillmærke.

Weber bliver et verdensnavn – og grillen indtager Danmark

Da George Stephen svejsede den første kuglegrill sammen i 1952, havde han næppe forestillet sig, at hans opfindelse ville blive et af verdens mest genkendelige produkter. I begyndelsen var grillen blot et lokalt projekt hos Weber Brothers Metal Works i forstaden Mount Prospect uden for Chicago. Men i løbet af få år voksede virksomheden fra at producere stålbøjer til havne og søfart til at blive synonym med grill over hele verden.

Samtidig var der noget andet, der ændrede sig. Grillaftenen udviklede sig fra at være en praktisk måde at tilberede mad på til at blive en social begivenhed. Familien samledes omkring grillen, naboerne blev inviteret over, og grillmesteren blev et fast indslag i den amerikanske baghave.

Det var begyndelsen på den grillkultur, som senere bredte sig til Europa – og ikke mindst Danmark.

Weber satser alt på grillen

I de første år blev kuglegrillen næsten solgt fra bagagerummet på George Stephens bil. Han besøgte byggemarkeder, isenkræmmere og havecentre, hvor han demonstrerede grillens fordele.

Demonstrationerne var afgørende. Når folk først så, hvordan låget holdt på varmen, og hvordan en hel kylling kunne blive saftig og sprød uden at brænde på, var de overbeviste. I 1950’erne fandtes der ingen YouTube-videoer eller sociale medier. Produkterne skulle opleves i virkeligheden. George Stephen blev derfor virksomhedens bedste sælger. Rygtet spredte sig hurtigt, og efterspørgslen voksede år for år.

I slutningen af 1950’erne fyldte grillproduktionen mere end virksomhedens oprindelige arbejde med stålbøjer, og Weber begyndte gradvist at fokusere næsten udelukkende på grill. Det blev starten på en udvikling, der gjorde Weber til et internationalt brand. Historien fortæller også noget vigtigt om innovation: Den bedste opfindelse er ikke nødvendigvis den mest avancerede – men den, der løser et hverdagsproblem på en enkel måde.

Kuglegrillen ændrede måden, man grillede på

Før kuglegrillen var grillning ofte et spørgsmål om held. Med kuglegrillen blev det et spørgsmål om teknik. For første gang kunne almindelige mennesker:

  • styre temperaturen ved hjælp af luftspjæld
  • grille indirekte
  • bage brød på grillen
  • stege hele kyllinger
  • tilberede store stege
  • røge fisk og kød med låg på

Det lyder måske almindeligt i dag, men i begyndelsen af 1950’erne var det revolutionerende. Grillen blev pludselig langt mere alsidig end den traditionelle åbne kulbakke.

Historien om grillen
Grillen blev mere og mere et samlingspunkt

 

Amerikansk BBQ bliver en livsstil

I løbet af 1960’erne udviklede grillen sig til et kulturelt symbol. Det handlede ikke længere kun om mad.

Grillen blev centrum for:

  • familiefødselsdage
  • Independence Day
  • Memorial Day
  • Labor Day
  • nabofes
  • sommerweekender

TV-serier og reklamer viste smilende familier omkring grillen. Manden stod ved kullene, børnene legede i haven og mor dækkede bord. Selvom den fremstilling var idealiseret, var den med til at gøre grillen til en del af den amerikanske identitet. Mange sociologer peger på, at grillen blev et symbol på frihed, fritid og velstand i efterkrigstidens USA. Grillen var ikke længere et redskab – den var en oplevelse.

Weber bliver international

I takt med den stigende popularitet begyndte Weber at eksportere grill uden for USA. Først til Canada, derefter Australien og senere til Europa. Det europæiske marked var dog anderledes. Her boede flere mennesker i lejligheder og haverne var mindre. Grillsæsonen var desuden kortere. Alligevel viste det sig hurtigt, at især Tyskland, Storbritannien, Holland og de nordiske lande tog kuglegrillen til sig. Danmark skulle vise sig at blive et af de stærkeste Weber-markeder uden for USA.

Hvornår kom grillen til Danmark?

Det er svært at sætte en præcis dato på, hvornår den første moderne grill kom til Danmark. Der blev naturligvis grillet over bål og simple kulbakker længe før, men den moderne grillkultur begyndte først at tage form i slutningen af 1960’erne. Importen af kvalitetsgrill steg gradvist, og flere danske isenkræmmere begyndte at føre kulgrill inspireret af de amerikanske modeller. I begyndelsen var grill stadig et nicheprodukt og det var ikke noget, de fleste familier ejede.

Parcelhuset blev grillens danske gennembrud

Ligesom i USA blev parcelhuset afgørende. Fra 1960’erne og frem blev der opført tusindvis af parcelhuse over hele Danmark. For første gang fik almindelige familier:

  • egen have
  • terrasse
  • carport
  • græsplæne
  • plads til gæster

Det skabte de perfekte rammer for udendørs madlavning. Når vejret tillod det, flyttede aftensmaden udenfor. Grillen passede perfekt til den nye livsstil og blv efterhånden en trend.

Sommerhusene skabte grilltraditionen

En anden vigtig årsag var den danske sommerhuskultur. I 1970’erne og 1980’erne voksede antallet af sommerhuse kraftigt. Grillen blev hurtigt en fast del af inventaret. Det var nemt, det krævede ikke meget køkkenudstyr og alle kunne være med. Mange danskere forbinder stadig duften af grillkul med sommerferie ved Vesterhavet, på Djursland eller i Odsherred.

De første danske grillmiddage

De første grillmiddage var meget anderledes end i dag.

Menuen bestod ofte af:

  • grillpølser
  • koteletter
  • marinerede nakkekoteletter
  • majskolber
  • flute med hvidløgssmør
  • kartoffelsalat
  • grøn salat

Det var enkelt, hurtigt og hyggeligt. Få tænkte på kernetemperatur eller indirekte varme. Grillen blev først og fremmest brugt til hurtig stegning over direkte varme.

Weber bliver danskernes favorit

I løbet af 1970’erne begyndte Weber for alvor at etablere sig på det danske marked. Virksomheden opbyggede et stærkt netværk af forhandlere, og kvaliteten skilte sig ud. Danskerne opdagede hurtigt forskellen. Hvor billige grill ofte rustede efter få sæsoner, kunne en Weber holde i mange år. Det skabte en loyal kundebase. Mange familier købte én Weber-grill og beholdt den i 20 eller 30 år. Det er en af årsagerne til, at ældre Weber-modeller stadig ses på danske terrasser.

1980’erne – grill bliver allemandseje

Hvis man skal pege på ét årti, hvor grillen blev dansk folkeeje, er det 1980’erne. Flere ting skete samtidig. Kul blev billigt og byggemarkeder voksede frem. Supermarkeder begyndte at sælge grill og danskerne begydte at rejse mere. Mange oplevede grillkulturen i Sydeuropa og USA og samtidig voksede interessen for udeliv og terrassemiljøer. Grillen blev en naturlig del af sommeren.

Bygge-og supermarkederne gjorde grill billig

Harald Nyborg, Silvan, Bauhaus og senere jem & fix gjorde grill tilgængelige for næsten alle. Hvor en kvalitetsgrill tidligere havde været en større investering, kunne man nu købe en simpel kulgrill til få hundrede kroner. Det betød, at grillen ikke længere var et luksusprodukt. Den blev et hverdagsprodukt for danskerne. Omkring samme tid begyndte supermarkederne at satse massivt på grillsæsonen. Bilka, Føtex, Kvickly og senere Lidl, Aldi og Netto gjorde grill til en fast del af sommerkampagnerne. Samtidig opstod et helt nyt marked for grillkul, optændingsblokke, marineret grillkød, engangsgrill, grillbakker og engangsservice. Det blev lettere end nogensinde at invitere til grill.

TV-kokke lærte danskerne at grille

I 1990’erne begyndte danske tv-kokke at bruge grill langt mere aktivt. Programmer med kokke som Jan Hurtigkarl, Claus Meyer og senere Brødrene Price viste, at grill kunne bruges til langt mere end pølser og koteletter. Det var ikke kun tv-kokke der sikrede grillens popularitet i Danmark, også den danske musiker og kapelmester Jan Glæsel, var en varm fortaler for grillen, og han skrev flere kogebøger, der var med til at udbrede viden og opskrifter til danskerne.

Mulighederne virkede pludselig uendelige. Grillen rykkede fra terrassen og ind i madkulturen.

Grill bliver en hobby

Omkring årtusindskiftet begyndte noget nyt at ske. Danskerne købte ikke bare en grill, men de begyndte at interessere sig for grill. Der opstod grillklubber, internetfora, opskriftssider, madblogs som grilltips.dk, grillkurser, grillkonkurrencer og det handlede ikke længere kun om at spise udenfor. Det handlede pludselig også om teknik, råvarer og håndværk.

Det var også i denne periode, at interessen for amerikansk barbecue, røgning og “low & slow”-tilberedning voksede markant. Den udvikling lagde grunden til det brede udvalg af grilltyper, vi ser i dag.

Grillrevolutionen – Da grillen blev et udekøkken

Da de fleste danskere købte deres første grill i 1980’erne, var valget enkelt. Man købte en kulgrill, en pose grillkul og en pakke optændingsblokke. I dag ser virkeligheden helt anderledes ud. Moderne grillentusiaster kan vælge mellem gasgrill, pelletgrill, keramiske kamado-grill, røgovne, offset-smokere, pizzaovne, plancha-stegeplader og elektriske grill. Mange styrer endda temperaturen fra mobilen, mens grillen selv holder præcis den ønskede temperatur. Udviklingen de seneste 30 år har været så omfattende, at grillen i dag ikke længere blot er et redskab til at stege en bøf. Den er blevet et komplet udendørskøkken.

Gasgrillen ændrede danskernes grillvaner

Selv om gasgrillen har eksisteret siden midten af det 20. århundrede, var det først i 1990’erne og især i begyndelsen af 2000’erne, at den fik sit store gennembrud i Danmark. Mange havde længe været skeptiske. Kunne en gasgrill virkelig give den samme smag som en kulgrill? Fordelene var dog svære at overse:

  • Klar til brug på 10-15 minutter.
  • Nem temperaturstyring.
  • Ingen aske.
  • Ingen optændingsvæske.
  • Let rengøring.
  • Mulighed for flere temperaturzoner.

Især travle børnefamilier tog gasgrillen til sig. Hvor kulgrillen ofte var forbeholdt weekenderne, blev gasgrillen hurtigt en hverdagsløsning, hvor aftensmaden kunne være klar på under en halv time. Producenter som Weber, Napoleon, Broil King og Char-Broil investerede massivt i udviklingen, og moderne gasgrill fik funktioner som sidebrændere, rotisseri, infrarøde brændere og indbyggede termometre. I dag udgør gasgrill en betydelig del af det danske premium-marked.

Kulgrillen forsvandt aldrig

Selv om gasgrillen voksede hurtigt, forsvandt kulgrillen aldrig, tværtimod. Mange grillentusiaster mener stadig, at kul giver den mest autentiske grillsmag. Det skyldes blandt andet:

  • Glødende kul udvikler høj strålevarme.
  • Fedtdryp på kullene skaber røg og aroma.
  • Temperaturen kan blive ekstremt høj.
  • Kul er velegnet til både direkte og indirekte grillning.

Den klassiske Weber Master-Touch og andre kuglegrill er stadig blandt de mest populære grill i Danmark, og mange bruger dem året rundt.

Amerikanerne lærte os “Low & Slow”

Omkring år 2000 begyndte en ny bølge at skylle ind over Europa, Amerikansk barbecue. Tidligere havde mange danskere grillet hurtigt ved høj varme. Nu begyndte flere at eksperimentere med lange tilberedninger ved lave temperaturer – ofte mellem 105 og 130 °C.

Pludselig stod retter som:

øverst på ønskelisten. Madlavningen kunne tage 8, 12 eller endda 18 timer. Det krævede helt nye typer grill.

Smokeren – bygget til røg

Smokeren adskiller sig fra en traditionel grill ved, at varmen kommer fra et separat ildkammer. Den varme røg ledes hen over kødet, som tilberedes langsomt uden direkte kontakt med flammerne. Offset-smokeren blev udviklet i de amerikanske sydstater, hvor store kødstykker som oksebryst og spareribs blev tilberedt i mange timer. Det gav en dyb røgsmag og en karakteristisk mørk bark på kødet. I Danmark var smokeren længe et nicheprodukt, men i takt med BBQ-konkurrencer og tv-programmer er den blevet langt mere udbredt. Læs også vores store artikel om røgning i grill

Pelletgrillen – den digitale grill

En af de største teknologiske revolutioner kom med pelletgrillen. Pelletgrillen blev udviklet af den amerikanske virksomhed Traeger i 1980’erne, men fik først sit internationale gennembrud omkring 2010. I stedet for kul eller gas bruger grillen små træpiller – såkaldte pellets – fremstillet af sammenpresset savsmuld fra hårdttræ som eg, hickory eller kirsebær. Et elektrisk snekkesystem fører automatisk pellets ind i brændkammeret, mens en digital styring regulerer temperaturen. Brugeren vælger blot den ønskede temperatur – for eksempel 120 °C – og grillen klarer resten.

Fordelene er:

  • Meget præcis temperaturstyring.
  • Automatisk brændselstilførsel.
  • Jævn varme.
  • Let røgsmag.
  • Mulighed for lange tilberedninger uden konstant overvågning.

Traeger var pioneren, men i dag producerer også Pit Boss, Weber, Broil King og flere andre mærker pelletgrill.

Kamado – en 2.000 år gammel idé i moderne udgave

Selv om kamado-grillen virker moderne, bygger den på en meget gammel tradition. Den oprindelige kamado stammer fra Asien, hvor keramiske ovne har været brugt i århundreder – sandsynligvis med rødder i Japan og Kina. Efter Anden Verdenskrig tog amerikanske soldater idéen med hjem, og senere blev den videreudviklet til de keramiske grill, vi kender i dag. En kamado er fremstillet af tyk keramik, som holder ekstremt godt på varmen. Det giver flere fordele:

  • Meget lavt kulforbrug.
  • Stabil temperatur i mange timer.
  • Mulighed for både grill, bagning, stegning og røgning.
  • Temperaturer fra omkring 70 °C til over 400 °C.

Mærker som Big Green Egg, Kamado Joe og Monolith har gjort kamado-grillen til en favorit blandt mange entusiaster.

Pizzaovnene flyttede udenfor

Et andet tydeligt tegn på grillens udvikling er pizzaovnen. Tidligere bagte de fleste pizza i køkkenets almindelige ovn. I dag vælger mange en dedikeret pizzaovn, der kan nå temperaturer på 450-500 °C. Det gør det muligt at bage napolitanske pizzaer på under to minutter med en sprød bund og luftige kanter.

Producenter som Morsø, Ooni og Cozze har været med til at gøre pizzaovne populære i Danmark, og mange bruger dem langt oftere end blot til pizza. De kan også anvendes til fladbrød, grøntsager, fisk og mindre stegeretter.

Plancha – grill uden grillrist

En nyere tendens er planchaen – en kraftig stegeplade af stål eller støbejern, der opvarmes af gas eller kul. I stedet for at tilberede maden over en rist steges den direkte på den varme plade. Planchaen er særligt velegnet til:

  • fisk
  • skaldyr
  • smashburgere
  • grøntsager
  • æg
  • pandekager

Den giver en stor stegeflade og minimerer risikoen for, at små råvarer falder gennem risten. Mange moderne gasgrill tilbyder i dag plancha-tilbehør eller udskiftelige stegeplader.

Grillen bliver digital

En af de mest markante udviklinger de seneste ti år er digitaliseringen. Hvor grillmesteren tidligere måtte gætte temperaturen, kan moderne grill i dag udstyres med:

  • digitale stegetermometre
  • trådløse temperaturprober
  • Wi-Fi
  • Bluetooth
  • app-styring
  • automatiske blæsersystemer

Nogle grill kan sende besked til mobilen, når kødet har nået den ønskede kernetemperatur, mens andre automatisk justerer lufttilførslen for at holde temperaturen stabil. Det betyder, at selv lange tilberedninger på 12-16 timer kan gennemføres med minimal overvågning.

Outdoor Kitchen – grillen bliver centrum

Tidligere stod grillen ofte alene på terrassen. I dag vælger mange at bygge et komplet udekøkken. Et moderne outdoor kitchen kan bestå af:

  • indbygningsgrill
  • vask
  • køleskab
  • sidebrændere
  • opbevaringsskabe
  • pizzaovn
  • plancha
  • arbejdsborde

Udviklingen viser, at grillen ikke længere kun bruges til sommerens bøffer. Den er blevet centrum for udendørs madlavning og samvær.

Sociale medier ændrede grillkulturen

Internettet har haft enorm betydning for grillens udvikling. Tidligere lærte man at grille af sine forældre eller naboer. I dag henter mange inspiration fra:

  • YouTube
  • Instagram
  • Facebook-grupper
  • grillblogs
  • onlinekurser

Opskrifter og teknikker fra Texas, Argentina, Sydafrika, Japan og Australien er blevet tilgængelige med få klik, og det har været med til at løfte niveauet hos mange danske grillentusiaster. Grill er blevet en hobby, hvor både begyndere og erfarne deler erfaringer, billeder og opskrifter.

Bæredygtighed og kvalitet fylder mere

Nutidens grillkøbere tænker også mere over miljø og holdbarhed.

Flere vælger:

  • FSC-certificeret grillkul
  • lokalt producerede træpiller
  • grill med lang levetid
  • reservedele frem for ny grill
  • støbejern og rustfrit stål frem for engangsprodukter

Det er en markant ændring fra tidligere årtier, hvor pris ofte var den vigtigste faktor.

Grillen er blevet en passion

Måske er den største forandring slet ikke teknologisk. Grillen er blevet en hobby og en livsstil. For mange handler det ikke længere kun om at tilberede aftensmaden. Det handler om at eksperimentere med råvarer, lære nye teknikker og dele oplevelsen med familie og venner. Grillen er blevet et samlingspunkt – præcis som den var i de amerikanske villahaver i 1950’erne, men med langt flere muligheder.

Grillmarkedet i dag – Mere end bare en grill

For blot 40 år siden var valget enkelt. Skulle man købe en grill, valgte man en kulgrill – og ofte var den sort, rund og udstyret med tre ben. I dag findes der hundredvis af modeller, snesevis af producenter og næsten lige så mange måder at grille på. Grillen er ikke længere blot et redskab. Den er blevet en hobby, en livsstil og for mange en investering, der bruges året rundt. I Danmark bliver der hvert år solgt hundredtusindvis af grill, og udvalget spænder fra små transportable modeller til komplette udekøkkener til flere hundrede tusinde kroner.

Weber – stadig kongen af grill

Selv om konkurrencen aldrig har været større, er Weber fortsat det navn, de fleste danskere forbinder med grill. Virksomheden har haft en særlig stærk position i Danmark siden 1970’erne, og mange forbinder stadig den sorte kuglegrill med den “rigtige” grill. Weber har gennem årene været dygtige til at udvikle sig uden at miste forbindelsen til deres historie. Sortimentet spænder i dag fra den klassiske Original Kettle til avancerede gasgrill, pelletgrill, elektriske grill og komplette udekøkkener.

Deres succes skyldes ikke kun produkterne, men også en stærk satsning på opskrifter, grillkurser, kogebøger, reservedele og lang levetid. Mange Weber-grill fungerer problemfrit efter 20 eller 30 år, hvilket har været med til at opbygge en høj tillid blandt danske forbrugere.

Napoleon – den stærke udfordrer

Det canadiske mærke Napoleon har de seneste 20 år etableret sig som en af Webers største konkurrenter. Napoleon har især gjort sig bemærket med:

  • kraftige gasgrill
  • infrarøde Sizzle Zone-brændere
  • høj byggekvalitet
  • elegante designløsninger

Mange entusiaster fremhæver Napoleon som et premium-alternativ til Weber, særligt når det gælder gasgrill.

Broil King – bygget til høj varme

Broil King er ligeledes canadisk og har længe haft en stærk position i Danmark. Virksomheden fokuserer på:

  • kraftige støbejernsriste
  • robuste brændere
  • høj effekt
  • solide materialer

Broil King henvender sig især til grillentusiaster, der ønsker høj varme og stor fleksibilitet.

Char-Broil – den amerikanske pioner

Char-Broil er en af USA’s ældste og mest kendte grillproducenter og har produceret grill siden slutningen af 1940’erne. Mærket er især kendt for at tilbyde prisvenlige gasgrill med innovative løsninger, blandt andet deres TRU-Infrared™-teknologi, som reducerer opflamning og giver en mere jævn varmefordeling.

I Danmark henvender Char-Broil sig især til forbrugere, der ønsker en veludstyret gasgrill til en konkurrencedygtig pris. Sortimentet omfatter både gasgrill, kulgrill, elgrill og transportable modeller.

Everdure – moderne design møder grillteknologi

Everdure er et australsk grillmærke, der har gjort sig bemærket med moderne design og innovative løsninger. Virksomheden fik international opmærksomhed gennem et samarbejde med den britiske Michelin-kok Heston Blumenthal, som var med til at udvikle en serie grill med fokus på både funktionalitet og æstetik.

Everdure kombinerer hurtig optænding, brugervenlige funktioner og et stilrent udtryk, der passer ind i moderne uderum. Mærket appellerer især til dem, der ønsker en grill med høj kvalitet og et design, der skiller sig ud fra de mere traditionelle modeller.

Big Green Egg – kamado-grillen der blev et ikon

Big Green Egg er for mange synonym med den moderne kamado-grill. Virksomheden introducerede de keramiske grill til et bredt internationalt publikum og har været med til at gøre kamado-konceptet populært blandt både professionelle kokke og passionerede grillentusiaster.

Den karakteristiske grønne keramiske grill er kendt for sin enestående varmeisolering, præcise temperaturstyring og store alsidighed. En Big Green Egg kan bruges til alt fra hurtig grillning og bagning af pizza til langtidsrøgning af brisket og pulled pork. Selvom prisen ligger i den høje ende, betragtes den af mange som en investering, der kan holde i årtier.

Kamado bliver allemandseje

For bare 15 år siden var keramiske grill et nicheprodukt. I dag findes de i stort set alle prisklasser. Big Green Egg var blandt de første til at introducere kamado-grillen til Europa, men siden er markedet vokset markant.

I dag konkurrerer blandt andre:

  • Kamado Joe
  • Monolith
  • The Bastard
  • Grill Guru
  • Primo

De keramiske grill er blevet populære, fordi de kan bruges til næsten alt:

  • pizza
  • røgning
  • bagning
  • stegning
  • grillning
  • langtidsstegning

Pelletgrillen vokser år for år

Pelletgrillen er stadig et relativt nyt produkt i Danmark, men interessen vokser. Traeger er fortsat den mest kendte producent, men mærker som Pit Boss, Weber og Broil King har også etableret sig. Pelletgrillen tiltaler især dem, der ønsker præcision og bekvemmelighed. Man fylder blot træpiller i magasinet, vælger temperaturen og lader grillen passe sig selv.

Pizzaovnene blev årets sommerhit

Få grillprodukter har oplevet en så eksplosiv vækst som pizzaovnen. Under coronapandemien begyndte mange danskere at bage pizza hjemme, og interessen er fortsat.

Tre mærker skiller sig særligt ud:

Morsø Forno, der med deres klassiske støbejerns ovne, udvikler en hel stribe forskellige pizzaovne, både til gas, kul og træ

Ooni, der har gjort den transportable pizzaovn populær verden over.

Cozze, som med konkurrencedygtige priser og høj ydeevne hurtigt har opnået en stærk position på det danske marked.

Pizzaovne bruges i dag ikke kun til pizza. Mange tilbereder også brød, grøntsager, steaks og desserter i dem.

Morsø – dansk design møder grill

Den danske producent Morsø har taget sin lange erfaring med støbejern og brændeovne med ind på grillmarkedet. Morsøs grill og udeovne kombinerer funktionalitet med skandinavisk design og passer godt ind i den voksende interesse for æstetiske uderum. Det understreger, at grillen i dag også er blevet en del af indretningen.

Outdoor kitchens – den nye terrasse

Hvor terrassen tidligere primært bestod af et bord og en grill, vælger flere nu at etablere komplette udekøkkener. Et moderne outdoor kitchen kan indeholde:

  • gasgrill
  • kulgrill
  • pizzaovn
  • plancha
  • vask
  • vinkøleskab
  • ismaskine
  • opbevaringsskabe
  • arbejdsbord i granit eller rustfrit stål

For mange er udekøkkenet blevet en naturlig forlængelse af boligen.

Hvad køber danskerne?

Selv om præcise salgstal varierer fra år til år, tegner der sig et tydeligt billede af det danske marked:

Kulgrillen er fortsat populær blandt dem, der prioriterer den klassiske grillsmag og hyggen omkring optændingen.

Gasgrillen er det foretrukne valg hos mange familier, fordi den er hurtig, nem og fleksibel.

Kamado-grillen vælges af entusiaster, der ønsker maksimal alsidighed og temperaturstabilitet.

Pelletgrillen tiltrækker især dem, der interesserer sig for amerikansk barbecue og lange tilberedninger.

Pizzaovnen er blevet et populært supplement til den traditionelle grill.

Det betyder, at mange danske hjem i dag har mere end én grill.

Grillen er blevet helårsudstyr

Tidligere blev grillen ofte stillet væk i september. Sådan er det ikke længere. Flere og flere griller året rundt. Vintergrill er blevet populært, og retter som:

  • flæskesteg
  • and
  • kalkun
  • ribeye
  • vildt
  • pizza

tilberedes i stigende grad udendørs – også i frostvejr. Det hænger blandt andet sammen med bedre grill, bedre termometre og større interesse for madlavning.

Fremtidens grill

Hvordan ser grillen ud om 20 år? Meget tyder på, at udviklingen vil fortsætte i retning af endnu større præcision og komfort. Vi kan blandt andet forvente:

Kunstig intelligens: Grillen vil selv kunne foreslå temperatur og tilberedningstid ud fra den valgte råvare.
Endnu bedre app-styring: Temperatur, brændstofforbrug og kernetemperatur overvåges automatisk.
Mere bæredygtighed:  Flere producenter arbejder allerede med genanvendelige materialer, længere levetid og bedre muligheder for reparation.
Flere kombinationsgrill: Grill, pizzaovn, røgovn og plancha samles i én løsning.
Outdoor living: Grillen bliver en integreret del af terrassen, hvor madlavning, samvær og udeliv smelter sammen.

Fra bøje til verdenssucces

Historien om den moderne grill begyndte med en frustreret svejser i Chicago. George Stephen ønskede blot at undgå, at vinden ødelagde familiens grillmiddag. Han skar en stålbøje over, monterede et låg og skabte en opfindelse, der stadig præger millioner af hjem verden over. Siden da har grillen udviklet sig fra en simpel kulbakke til avancerede udendørskøkkener med digital temperaturstyring, Wi-Fi og automatiske programmer.

Men én ting har ikke ændret sig. Grillen samler mennesker. Den får os til at sætte tempoet ned, være sammen med familie og venner og nyde måltidet under åben himmel. Det var præcis den tanke, George Stephen byggede sin første kuglegrill på i 1952. Og måske er det netop derfor, grillen stadig er lige så populær i dag.

Ofte stillede spørgsmål om grillens historie

Hvornår blev den moderne grill opfundet?

Den moderne kuglegrill blev opfundet i 1952 af George Stephen hos Weber Brothers Metal Works i Illinois, USA.

Hvem opfandt Weber-grillen?

George Stephen udviklede den første kuglegrill ved at ombygge en halvkugle fra en stålbøje, som virksomheden fremstillede til søfarten.

Hvorfor blev kuglegrillen så populær?

Låget gjorde det muligt at styre temperaturen og tilberede maden mere jævnt. Det var en markant forbedring i forhold til datidens åbne kulgrill.

Hvornår begyndte danskerne at grille?

Grillen blev kendt i Danmark i slutningen af 1960’erne, men først i 1980’erne blev den almindelig i de fleste danske haver.

Hvad var den første grilltype?

Den første moderne grilltype var kulgrillen. Gasgrill kom senere, mens pelletgrill og kamado-grill først blev udbredt mange år efter.

Er Weber stadig verdens største grillproducent?

Weber er fortsat blandt verdens mest kendte og største producenter af grill, men konkurrerer i dag med stærke internationale mærker som Napoleon, Traeger, Broil King og Big Green Egg.

Grillens historie
Grillen er et samlingpunkt, og passer perfekt ind i dansk “hygge”

 

Tidslinje – Grillens vigtigste milepæle (1900–2026)

År Begivenhed
1900-1920 Udendørs madlavning foregår primært over bål eller simple kulbakker. Picnic bliver populært i USA.
1920’erne Amerikanske nationalparker opstiller de første permanente grillpladser, og produktionen af grillkul bliver industrialiseret.
1945 Anden Verdenskrig slutter. Millioner af amerikanere flytter i parcelhuse med egen have, hvilket skaber grundlaget for den moderne grillkultur.
1952 George Stephen udvikler den første kuglegrill hos Weber Brothers Metal Works ved at ombygge en stålbøje til en grill med låg.
1956 Weber satser målrettet på grillproduktion og begynder at opbygge et landsdækkende forhandlernet i USA.
1960’erne Grillen bliver et symbol på den amerikanske livsstil og eksporteres til Europa.
Slutningen af 1960’erne De første moderne kuglegrill finder vej til Danmark gennem importører og isenkræmmere.
1970’erne Weber etablerer sig som et af de stærkeste grillmærker i Danmark, og parcelhus- og sommerhuskulturen giver grillen sit gennembrud.
1980’erne Grillen bliver folkeeje. Byggemarkeder og supermarkeder begynder at sælge grill, kul og tilbehør i stor stil.
1990’erne Gasgrillen får sit store gennembrud og bliver et populært alternativ til kulgrillen.
2000-2010 Amerikansk BBQ og “Low & Slow” bliver populært i Danmark. Smokere og specialudstyr vinder frem.
2010’erne Kamado-grill, pelletgrill og digitale stegetermometre bliver almindelige blandt grillentusiaster.
2020’erne Pizzaovne, plancha, smart-grill og komplette udekøkkener bliver en del af mange danske hjem. Grillen bruges nu året rundt.
2026 Grillmarkedet er mere varieret end nogensinde før. Kul, gas, keramik, træpiller og elektriske grill eksisterer side om side, og grillen er blevet centrum for moderne udendørs madlavning.

Grillkulturen i Sverige, Norge og Tyskland

Selv om Danmark i dag er et af de lande i Europa, hvor der grilles mest pr. indbygger, er grillkulturen stærk i hele Nordeuropa.

Sverige – natur, sommer og “grillkväll”

Svenskerne har en grilltradition, der minder meget om den danske. Grillen er en fast del af sommerlivet, især ved sommerhuse og søer, og mange kommuner har offentlige grillpladser i parker og naturområder. Weber har gennem mange år haft en stærk position i Sverige, men også kamado-grill og gasgrill er blevet populære. Svenskerne er især kendt for at grille pølser, laks, entrecôte og grøntsager.

Norge – grill i naturen året rundt

I Norge spiller friluftslivet en endnu større rolle. Mange nordmænd tager grillen med på fjeldet, til fjorden eller på skovtur, og transportable kul- og gasgrill er meget udbredte. Samtidig har de senere års interesse for amerikansk barbecue og røgning fået flere nordmænd til at investere i større gasgrill, pelletgrill og keramiske kamado-modeller.

Tyskland – Europas største grillmarked

Tyskland er Europas største grillmarked og et af verdens vigtigste for grillproducenter. Her sælges hvert år flere millioner grill, og markedet spænder fra billige kulgrill til eksklusive udekøkkener. Tyskerne har længe været blandt de mest kvalitetsbevidste grillkøbere, og mærker som Weber, Napoleon, Broil King og Big Green Egg står stærkt. Samtidig er interessen for grillkurser, grillmesser og konkurrencer vokset markant, hvilket har gjort Tyskland til en vigtig drivkraft i udviklingen af den europæiske grillkultur.

Kilder og inspiration

Artiklen er udarbejdet på baggrund af officielle producentarkiver, historiske kilder, opslagsværker og internationale fagmedier. Oplysningerne er sammenholdt og kvalitetssikret for at give et retvisende billede af grillens udvikling fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til i dag. Dette er ikke en sponsoreret artikel, og tjerner udelukkende det formål at fortælle grillens historie ud fra historiske kilder.

Artiklen bygger på oplysninger fra producenthistorik, branchekilder og historiske beskrivelser, herunder:

Webers officielle virksomhedshistorie. Historiske beskrivelser af George Stephens opfindelse af kuglegrillen. Wikipedia-artikler om grill, barbecue og Weber. Producentmateriale fra Napoleon, Broil King, Traeger, Big Green Egg, Kamado Joe, Ooni, Cozze mf. Danske fagmedier og brancheartikler om grillmarkedets udvikling. Historiske beskrivelser af amerikansk barbecue-kultur og efterkrigstidens forbrugersamfund.

Grillens og Webers historie

Grill og barbecue

Producenternes officielle historiske sider

Kamado-grillens historie

Amerikansk barbecue og grillkultur

Danske branche- og forbrugerkilder