Melanzane alla Parmigiana – en italiensk klassiker der sagtens kan grilles

Grilltips.dk

22. juli 2026

Denne opskrift, Melanzane alla Parmigiana, er én af italiens mest berømte “comfort-foods” og er en ret som vi slet ikke kan få nok af. Det er en vegetarret, der smager så englene synger, og hjemme hos os laver vi den ved grillen, mens vi nyder et godt glas, og hygger om maden.

OPSKRIFT
  • 3-4 aubergine
  • 3 dåser hele flåede tomater (pomodori pelati)
  • 1 stort løg finthakket
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk. koncentreret tomatpasta
  • 1 hel basilikum plante
  • 3-4 kugler Mozzarella
  • 1 dl. revet parmesan
  • Olivenolie, salt og peber
FREMGANGSMÅDE

Lav en klassisk tomatsauce. (basen for enhver god Melanzane alla Parmigiana)

Start med en tykbundet gryde, sæt den på direkte, lav varme, på grillen, eller på blusset hvis du har sådan et. HUSK! lav varme!

Kom en god sjat olivenolie i gryden, sammen med finthakket løg og hvidløg. Lad det simre, til løgene er blevet klare, tilsæt så tomatpuré, rør rundt mens puréen smelter ud i gryden.

Nu bliver der meget italiensk: hæld tomaterne (fra dåse) ud i hånden og knus dem med fingrerne. Dette kan også gøres i en skål, inden du tilsætter dem i gryden.

Hæld tomaterne i gryden, tilsæt et fornuftig drys salt (ca. 1/4 tsk) rør rundt, og lad det hele simre i 10 minutter.

Pil alle bladene af Basilikum planten, gerne 70-100 blade, skyld bladene og vende dem i tomatsaucen. Lad den simre videre i ca. 10 minutter, men pas på varmen, den må ikke brænde på.

Læg låg på gryden med tomatsauce og tag den af varmen.

Skær aubergine i ca. 2 cm tykke skiver, og pensl begge sider med rigelige mængder olivenolie. Krydr let med salt og peber.

Grill aubergineskiverne ved høj, direkte varme og 3-4 minutter på hver siden, til de er møre, og før de blive tørre.

Kom et tyndt lag tomatsauce i bunden af et ildfast fad, læg skiver af aubergine ovenpå, smør tomatsauce ovenpå skiverne, bræk mozzarella i små stykker og læg stykker ovenpå tomatsaucen, læg et nyt lag aubergine og gentag dette til du ikke har flere aubergine skiver. Det er lidt som at lave lasagne.

Slut af med et lag tomatsauce, resten af mozzarellaen og drys med parmesan.

Sæt fadet i grillen, ved middel, indirekte varme i ca. 30-40 minutter, indtil osten er let gylden, og det meste af væden er dampet af retten. Den må ikke være våd/flydende.

Server Melanzane alla Parmigiana med hjemmebagt italiensk madbrød samt et glas iskold hvidvin eller en anden kold drik, og oplev én af Italiens mest fantastiske retter.

Aubergine grill
Grill aubergine-skiverne over høj, direkte varme, så de ikke når at tørre ud – og husk at pensle dem godt med olie inden du griller dem