Vandmelon hører sommeren til. De fleste spiser den iskold i både, men den søde og saftige melon er også fantastisk i salater – og især som tilbehør til grillmad.
Det skyldes ikke mindst kombinationen af sødt og salt. Vandmelonens friske sødme passer perfekt sammen med eksempelvis feta, oliven, avocado og friske krydderurter. Samtidig giver den masser af saft og friskhed til et måltid med grillet kød, hvor marinader, røg og stegeskorpe ofte giver kraftige smage.
Her får du 3 forskellige salater med vandmelon, som alle passer godt til sommerens grillmad. Den første er klassisk med feta og avocado, den næste er lidt mere fyldig med edamamebønner, og den sidste har et tydeligt middelhavspræg med oliven, rødløg og friske krydderurter.
Vandmelonsalat med feta, avocado og ristede pinjekerner
En enkel og frisk sommersalat, hvor sød vandmelon møder cremet avocado og salt feta. De ristede pinjekerner giver lidt sprødhed og en nøddeagtig smag, som gør salaten mere interessant. Salaten passer rigtig godt til grillet kylling, svinemørbrad, grillspyd og fisk.
Ingredienser (4 pers.)
- ½ lille vandmelon
- 2 modne avocadoer
- ½ agurk
- 75 g rucola
- 100 g feta
- 40 g pinjekerner
- 1 lime
- 2 spsk. god olivenolie
- Flagesalt
- Friskkværnet sort peber
Fremgangsmåde
Skær vandmelonen fri af skallen og skær kødet i mundrette tern.
Halver avocadoerne, fjern stenene og skær avocadoen i grove tern. Skær agurken i halve skiver.
Rist pinjekernerne på en tør pande ved middel varme, indtil de begynder at tage farve. Hold øje med dem – når først de bliver varme, går det hurtigt.
Fordel rucola på et stort fad og læg vandmelon, avocado og agurk ovenpå. Smuldr fetaen over salaten og slut med de ristede pinjekerner.
Pres lidt frisk limesaft over salaten og dryp med olivenolie. Krydr med en smule flagesalt og rigeligt friskkværnet sort peber.
Grilltips tip: Lav først salaten umiddelbart inden servering. Både vandmelon og agurk afgiver en del væske, og avocadoen har også bedst af ikke at stå for længe.
Sommersalat med vandmelon, feta og edamame
Denne vandmelonsalat er lidt mere fyldig og kan både bruges som tilbehør og som en let frokostret. Edamamebønnerne giver salaten mere bid og fylde, mens vandmelon, agurk og feta sørger for den klassiske kombination af sødt, friskt og salt. Den er særlig god sammen med grillet svinekød, kylling, laks eller grillede grøntsager.
Ingredienser (4 pers.)
- ¼-½ vandmelon afhængigt af størrelsen
- 150 g romainesalat
- 75 g feldsalat
- 150 g edamamebønner uden bælg
- ½ agurk
- 125 g feta
- 2 forårsløg
- 2 spsk. olivenolie
- 1 spsk. friskpresset citronsaft
- 1 tsk. honning
- Salt
- Friskkværnet sort peber
Fremgangsmåde
Tilbered edamamebønnerne efter anvisningen på pakken og lad dem køle helt af.
Skyl salaten grundigt. Snit romainesalaten groft og bland den med feldsalaten.
Skær agurken i halve skiver og forårsløgene i tynde ringe. Skær vandmelonen i mundrette stykker. Hvis du vil gøre lidt ekstra ud af præsentationen, kan du bruge et parisiennejern og lave små kugler af melonen.
Bland salat, agurk, edamamebønner og forårsløg på et stort fad. Fordel vandmelonen ovenpå og smuldr feta over.
Pisk olivenolie, citronsaft og honning sammen og smag dressingen til med salt og friskkværnet peber. Dryp lidt af dressingen over umiddelbart inden servering.
Grilltips tip: Prøv salaten til en hel grillet svinemørbrad krydret med rosmarin, hvidløg, salt og peber eller vores klassiske BBQ mørbrad. Kombinationen af den varme, grillede mørbrad og den kolde vandmelon fungerer virkelig godt.
Vandmelonsalat med feta, oliven og rødløg
Her bevæger vi os lidt længere ned mod Middelhavet. Kombinationen af vandmelon, feta og oliven giver masser af kontrast mellem sødt og salt, mens rødløg og friske krydderurter giver salaten mere kant.
Det er en salat, der passer rigtig godt til lam, oksekød, grillspyd og krydrede pølser fra grillen
Ingredienser (4 pers.)
- ½ lille vandmelon
- 150 g feta
- 100 g sorte eller grønne oliven uden sten
- ½ rødløg
- ½ agurk
- 1 stor håndfuld frisk mynte
- 1 lille håndfuld bredbladet persille
- 3 spsk. olivenolie
- Saften fra ½ citron
- 1 tsk. honning
- Friskkværnet sort peber
Fremgangsmåde
Skær vandmelonen i grove tern og læg dem på et stort fad.
Skær agurken i halve skiver og rødløget i meget tynde skiver. Hvis du synes, rå rødløg bliver for kraftigt, kan du lægge skiverne i iskoldt vand i cirka 10 minutter. Det tager noget af skarpheden.
Fordel agurk, rødløg og oliven mellem stykkerne af vandmelon.
Smuldr fetaen groft over salaten. Hak persillen groft og pluk myntebladene, inden begge dele fordeles over fadet.
Rør olivenolie, citronsaft og honning sammen og dryp dressingen over salaten. Slut med friskkværnet sort peber.
Der behøves normalt ikke meget ekstra salt, da både feta og oliven allerede bidrager med en del.
Grilltips tip: Server salaten til grillede lammekoteletter, lammespyd en dejlig lammeculotte. Mynte, feta og lam er en klassisk kombination, og den kolde vandmelon giver et frisk modspil til det grillede kød.
Derfor fungerer vandmelon så godt til grillmad
Når vi griller, arbejder vi ofte med ret kraftige smage. Kødet får stegeskorpe, marinader indeholder både salt, sukker og krydderier, og bruger man kul eller røgtræ, kommer der endnu mere smag til.
Her fungerer vandmelon som en frisk kontrast.
Den indeholder meget væske og opleves derfor næsten læskende sammen med varm grillmad. Samtidig kan melonens sødme stå imod både salt feta, syrlige dressinger, bitre salatblade og krydrede marinader.
Det er også grunden til, at man ikke behøver fylde en vandmelonsalat med 15 forskellige ingredienser. Ofte er det bedre at holde den forholdsvis enkel.
Feta og vandmelon – en klassiker
Hvis du kun skal huske én kombination, er det vandmelon og feta.
Vandmelonen er sød, mild og saftig, mens fetaen er salt, syrlig og cremet. Det giver en meget enkel kontrast, som kan bygges videre på i næsten alle retninger.
Vil du have salaten mere cremet, kan du tilsætte avocado. Vil du have mere bid, fungerer rødløg eller forårsløg godt. Oliven giver ekstra salt og middelhavssmag, mens ristede pinjekerner, mandler eller græskarkerner kan bruges, hvis salaten skal have mere knas.
Friske krydderurter er også oplagte. Især mynte, basilikum og bredbladet persille fungerer godt sammen med vandmelon.
Kan man grille vandmelon?
Ja – og det er faktisk værd at prøve.
Skær vandmelonen i cirka 2-3 cm tykke skiver med skallen på. Grill dem ganske kort på en meget varm og ren grillrist, cirka 1-2 minutter på hver side.
Formålet er ikke at gennemtilberede vandmelonen. Den skal blot have grillmærker og en ganske let karamelliseret overflade.
Grillet vandmelon kan eksempelvis serveres med feta, mynte, lidt olivenolie og friskkværnet sort peber. Det giver en anderledes salat, hvor selve melonen også får lidt grillsmag.
Sådan vælger du en god vandmelon
En god vandmelon skal føles tung i forhold til sin størrelse. Det er som regel et tegn på, at den indeholder masser af saft.
Se også efter den lyse eller gullige plet på skallen, hvor melonen har ligget mod jorden under modningen. En tydelig cremefarvet eller gullig plet er normalt et godt tegn.
Når vandmelonen først er skåret, bør den opbevares tildækket i køleskabet. Til salater smager den efter vores mening allerbedst iskold – især hvis salaten skal serveres til rygende varm mad direkte fra grillen.
Tre salater – tre forskellige typer grillmad
Vil du have en mild og cremet salat, så vælg versionen med avocado, feta og pinjekerner.
Til kylling, svinekød eller en sommerbuffet er salaten med edamame, feta og sprød salat et godt valg, fordi den mætter lidt mere.
Og står der lam, oksekød eller krydrede grillspyd på menuen, ville vi vælge versionen med feta, oliven, rødløg og mynte.
Fælles for dem alle er, at de kan laves på ganske kort tid – og at en iskold, saftig vandmelonsalat er svært at slå, når grillen er varm og solen skinner.