Barbecuemørbrad – med en legendarisk peberfrugtpesto | Grilltips.dk
Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to top

Top

Barbecuemørbrad – med en legendarisk peberfrugtpesto | Grilltips.dk

Barbecuemørbrad – med en legendarisk peberfrugtpesto
Grilltips.dk

Mørbrad er utroligt velegnet til grillen. Specielt hvis du fylder den med urter, ost eller andet, der hjælper med at holde på kødsaften. Her har vi fyldt en mørbrad med ost og basilikum.

OPSKKRIFT (4 pers)

  • 1 stor afpudset svinemørbrad
  • 1 stor håndfuld friske basilikumblade
  • 100 gul cheddar
  • 2-3 spsk. barbecuerub (din favorit til svinekød eller pulled pork)

TILBEREDNING
Først skal mørbraden pudses af, og så skal den skæres ud, så den bliver flad som et A4-ark, og det kræver lidt øvelse. Lav et 2cm snit på langs af mørbraden, pres en finger ned i snittet, og pres snittet lidt ud. Lav et nye snit, pres det lidt ud, lav et nyt snit osv. Forestil dig en roulade, der skal skæres ud så den efterfølgende kan rulles.

Når mørbraden er skåret ud, bankes den fladere med en kødhammer. Pas på ikke at slå hul i kødet. Krydr hele mørbraden med din favorit-barbecuerub, læg den sammen og lad den trække i en time eller to.

Når mørbraden har trukket fordeles basilikumblade over hele den ene side af mørbraden, og osten lægges i skiver eller bjælker ovenpå basilikumbladene. Rul mørbraden sammen som en roulade og snør den med madsnor. Du kan også lukke den med en håndfuld kødnåle. Sørg for at lukke enderne godt, så osten ikke løber ud under tilberedningen.

Pensl ydersiden med madolie og krydr med salt og peber.

Tænd grillen på direkte, middel varme, og grill mørbraden i ca. 30 minutter eller til den er gennemstegt.

Dagen forinden, eller mens du tilbereder mørbraden, laver du en portion peberfrugtpesto kaldet romescosauce, som du serverer sammen med mørbraden skåret i skiver og en lækker grøn salat.

VINVALG
Til retter med barbecuekrydderier må vinen gerne have lidt power. F.eks. en god Ripasso fra Italien eller en lækker frugtig Zinfandel fra USA.