Grillet aubergine med friskost, bacon, urter | Grilltips.dk
Denne opskrift kan bruges, både som hovedret, eller som en eftermiddags-snack sammen med et glas kølig hvidvin eller et glas bobler. Den er ganske enkel at forberede og tilberede, og så kan du bruge et væld af friske urter, alt efter smag.
OPSKRIFT (4 pers.)
2 aubergine
1 bakke neutral smøreost (Buko eller Philadelphia)
10 skiver bacon
1 dl. Hakkede soltørrede tomater (I olie)
1 håndfuld friske basilikumblade
½ fed knust hvidløg (valgfrit)
1 dl. friske cherrytomater eller San Marzano tomater (til pynt)
Salt og peber
TILBEREDNING
Flæk auberginerne på langs, og pensl snitfladen med olivenolie, krydr med salt og peber.
Steg baconskiverne sprøde og læg dem på et stykke køkkenrulle, til de er kølet af.
Tag nogle blade fra til pynt og hak resten af basilikumbladene groft.
Læg 4 skiver bacon til side, til pynt og hak resten af baconen fint og bland med friskost, soltørrede tomater, basilikumblade og hvidløg. Smag til med salt og peber.
Grill auberginerne over direkte varme, først med snitfladen nedad i ca. 4 minutter, vend og grill yderligere 4 minutter, vend endnu en gang og giv snitfladerne yderligere 3-5 minutter, indtil de har fine grillstriber og er møre.
Lad auberginerne køle af, smør dem så med osteblandingen og pynt med bacon, friske tomater og basilikumblade. Slut af med lidt friskkværnet peber.
TIP
Du kan bruge andre krydderurter som timian, rosmarin eller salvie i osteblandingen, og til kan tilføje finthakket rødløg eller mere hvidløg. Du kan også trimme smagen med dijonsennep og citronsaft, så det er helt op til dig selv, hvilke smagsvarianter du bedst kan lide.