Tex Mex kyllingebryst – Fyld med krydret ost | Grilltips.dk
Når du skal lave denne ret, så køb nogle store og flotte stykker kyllingebryst, da det ellers kan være svært at skære en lomme i dem, uden at skære hele vejen igennem. Fyldet kan du selv komponere som du vil, men i denne opskrift har jeg lavet dem med Tex Mex ost, og det smager forrygende.
OPSKRIFT (4 pers.)
4-6 store stykker kyllingebryst
175 gr. Revet ost (Prøv Karolines Revet Tex Mex)*
1 rød snackpeber
Tandstikker, salt og peber
TILBEREDNING
Dyp kyllingebrysterne tørre, og skær en lomme i hvert bryst. Skær fra den tykke side, og pas på at du ikke skærer hele vejen igennem.
Skær snackpeber i tynde skiver og læg to skiver i hver lomme på kyllingebrysterne. Prop masser af ost ind i lommen, tryk kyllingebrysterne flade, og luk lommerne med 3-4 tandstikker pr. bryst.
Krydr med salt og peber.
Grill kyllingebrysterne ved direkte, middel varme, i 5-7 minutter på hver side til de er gennemstegte.
Server kyllingebrysterne, med hjemmelavet guacamole og en lækker grøn salat med majs, tomater, agurk, rød peber (brug resten af den snackpeber du brugte til kyllingen) og brødcroutons.
* Du kan nemt lave din egen Tex Mex ost af:
Revet ost (cheddar eller mozzarella)
½ tsk. Tørret koriander
½ tsk. Tørret spidskommen
½ tsk. Chiliflager
½ tsk. Løgpulver.
Peber efter smag.
Bland krydderierne sammen med osten, og vupti, så har du din egen hjemmelavede Tex Mex ost.