Drumsticks med barbecuesauce – Grilltips favorit sauce | Grilltips.dk
- Grilltips.dk
- On 27. januar 2020
En god barbecuesauce er vital for et godt resultat. Vi har eksperimenteret og er kommet frem til en lækker sauce, der bliver siddende på kødet under hele tilberedningen, er børnevenlig, og så smager helt fortryllende.
OPSKRIFT (4 pers.)
8 store kyllingelår
BARBECUE SAUCE*
2 spsk. brun farin
2 dl. Ketchup
2 spsk. Hvidvinseddike
1 tsk. Sennepspulver
2 spsk. Engelsk Sauce
1 spsk. blødt smør
1 spsk. Honning
1 knsp. Chayenne Peber (mere efter smag)
Friskkværnet peber
TILBEREDNING
Bland alle ingredienserne til barbecuesaucen sammen i en kasserolle, og varm det forsigtigt op, til smørret er smeltet. Det må ikke koge, da det sprutter i alle retninger, det skal bare lunes igennem til smørret er smeltet. Tag kasserollen af varmen, og lad saucen køle af. Du kan tilsætte chiliflager og lidt mere Chayenne Peber efter smag og behag, men en barbecuesauce har godt af lidt ”varme” i form af chili eller peber.
Dup kyllingelårene tørre og pensl halvdelen af saucen på lårene. Læg dem i en skål eller fad, og lad dem marinerer i et par timer eller mere. Læg herefter lårene i et ildfast fad i eller i en foliebakke.
Tænd grillen på 200-230 grader indirekte varme, og sæt lårene i grillen på indirekte varme. Efter ca. 20 minutter pensles resten af barbecuesaucen på lårene og de tilberedes yderligere 20 minutter, til de er gennemstegte.
*Denne sauce indeholder ikke den klassisk paprika eller røget paprika, som en traditionel barbecuesauce indeholder, men vi er kommet frem til at ovenstående sammensætning af ingredienser giver en helt fantastisk smag (og konsistens), som både ungerne og vi kunne lide, så derfor holder vi fast i det.
TIP
Barbecuesaucen kan også med fordel bruges på kyllingebryst og spareribs, og saucen kan også bruges som den er, hældt over en hakkebøf eller som dip til kartoffelbåde.